fbpx

6.-9. klasse

Den enkelte elevs udvikling

Fokus på den enkelte elevs styrker og potentialer

På Kornmod Realskole ønsker vi at danne og uddanne børn og unge mennesker med livsmod og livslyst.

Eleverne går i faste klasser i 6.-9. klasse med gennemgående og kendte lærere og pædagoger. Vi lærer altså den enkelte elevs styrker og udfordringer at kende. På den måde har vi fokus på den enkelte elevs potentialer og kan tilpasse udfordringerne til eleven.

Lærerne brænder for deres fag og underviser i få fag. Det gør dem til specialister, så eleverne kan få det størst mulige udbytte.

Udviklende læringsmiljø

Vi er ambitiøse i forhold til elevernes faglige udvikling og vi forventer, at de gør sig umage. Lærerne giver konstruktiv og fremadrettet feedback, så eleverne får mulighed for at udvikle og dygtiggøre sig. Vi vægter et læringsmiljø præget af tryghed, ro i undervisningen og udfordringer for alle. For at skabe et udviklende undervisningsmiljø har vi fokus på variation, hjernepauser og læringslyst. 

I udskolingen arbejdes der videre med at give eleverne et solidt fundament. Vi træner deres selvstændighed og ansvarlighed. Undervisningen giver mulighed for refleksion og kritisk stillingtagen til relevante ungdoms- og samfundsproblematikker. Vi ruster dem til det videre liv med sociale relationer, som globale samfundsborgere og med mulighed for at få den uddannelse, de drømmer om.

Et udviklende læringsmiljø

Har du lyst til at gå på Kornmod?

Særlige fag på Kornmod

Drama

På 6. og 8. årgang arbejder eleverne med deres personlige udtryk, kropsbevidsthed og koncentration og opnår derved større selvbevidsthed og gå-på-mod.

På 8. årgang fortsætter faget som Krop og stemme og kulminerer i en storslået musical, hvor elevernes læring for alvor kommer i spil.

På 7. og 8. årgang har eleverne to timer ugentligt Praksisfaglige valgfag, hvor de fordyber sig i billedkunst, håndværk/design, musik eller madkundskab.

Her får vi håndværk og idérigdom til at gå op i en højere enhed og runder af med en afgangsprøve i fagene.

Nyhedstime

På 6. årgang har vi nyhedstime som et ugentligt fag hele året. Formålet med faget er at skærpe elevernes opmærksomhed mod det omgivende samfund som led i opdragelse til frihed og folkestyre. Vi vil udvide elevernes horisont, skærpe deres interesse og øge deres viden om verden omkring dem.

Nørdefag

Nørdefag på 7.-10. årgang byder på en bred vifte af spændende fag og tilbud efter skoletid og i så korte forløb, at det ikke spænder ben for andre fritidsinteresser. 

Nogle Nørdefag går i dybden med særlige fagområder fra fagene. Andre Nørdefag dækker over helt andre fagområder, som man ikke vil stifte bekendtskab med i et almindelige skoleliv. Der er altså tale om en bred vifte af fag og tilbud, som alle elever på 7.-10. klasse har mulighed for at tilmelde sig.

Eksempler på Nørdefag er kajakpolo, strikkekursus, styrketræning, friluftsliv, madlavning, italiensk og meget meget mere. 

Det er vigtigt, at man vælger det eller de Nørdefag, som passer med ens interesser.

Nørdefagene er frivillige, men er bindende ved tilmeldingen. 

TalentCamp

Som skole arbejder vi hver dag for at give alle elever de bedste muligheder for at udvikle sig fagligt, socialt og personligt. Vi vil gerne kunne tilbyde et særligt tilbud til særligt engagerede og fagligt dygtige elever. Derfor er vi en del af TalentCamp.

TalentCampDK er en forening bestående af medlemsskoler fra hele landet, der tilbyder de dygtigste 10% af eleverne i grundskolen ekstra udfordringer og horisontudvidelse i fagene matematik, engelsk og dansk, når de samles på landsdækkende camps i et inspirerende læringsmiljø.

Visionen
Det handler om at give de spirende talenter muligheder for at udvikle sig. ”Udfordringer for de dygtigste” er derfor den overordnede vision for TalentCampDK. Denne vision virkeliggøres, når elever fra 7.-9. årgang får tilbuddet om at dygtiggøre sig sammen med andre talenter fra hele landet på camps, i forlængede weekender, i et forløb over tre år. Det faglige og sociale netværk, de her bliver en del af, har stor betydning for talenterne både i grundskoleårene og i deres videre studieforløb.

Hvordan?
Rent praktisk er camps delt op i fag og årgange. Dvs. at man vælger et fag, og deltager i tre camps i løbet af et skoleår. På Kornmod udbyder vi i første omgang muligheden for elever på 7. årgang (Vi har 2 pladser i dansk, 2 i engelsk og 4 i matematik).

En camp består af to dage med intensiv undervisning fra morgen til aften og én ekskursionsdag ud af huset. Undervisningen på talentcamps er på et højt niveau. Det er således universitetsstuderende, eleverne møder som undervisere. Dertil kommer en god flok af undervisningsassistenter, der typisk er gymnasieelever.

Hvem er målgruppen?
En talentelev er en dygtig elev i 7.-9. klasse, der udviser potentiale til at opnå et højt uddannelsesniveau. Konkret skal en talentelev udmærke sig fagligt såvel mundtligt som skriftligt i relevante fag. Det er elevens faglærer, der indstiller eleven.

En talentelev:

  • lærer hurtigt
  • er engageret
  • er flittig
  • er socialt kompetent